Søndagsvennerne

Mellem os er det ikke nogen hemmelighed, at jeg er fanatiker og belastet af en uhelbredelig tilbøjelighed til at blive besat af de ting, jeg beskæftiger mig med. Altid for meget.

Jeg kan blive besat af alt fra sloganet for Harboes’ apollinaris, »Folkets vand med brus«!! over de bedste palæstinensiske dadler, »naturens karameller«!! kalder vi dem, som man kun kan købe ét sted i København, og jeg siger IKKE, hvor det er, til dyrkelsen af fodboldholdet fra den by, jeg voksede op i: AGF .

Og jeg har her et godt stykke inde i 50’erne efterhånden forstået, at jeg ikke kan slukke ilden, men jeg kan begrænse branden. Så jeg holder mig som regel fra at skrive i Information om de mest idiosynkratiske besættelser, fordi det jo ikke er interessant for jer, hvad der tilfældigvis nu denne gang i mit hus er gået ild i.

Således har jeg som ambassadør for klubben og fan talt meget om AGF og mesterskabet og sammenholdet og det smukke ejerskab andre steder, men ikke her i avisen. Men så skete der noget i denne uge, som inspirerede til en undtagelse fra reglen om at skåne publikum for min vilkårlige besættelse af AGF.

Lige om lidt afslører jeg, hvad det er.

Men vi skal også i denne uge tale om en helt ufattelig præstation på Moderne Tider-redaktionen, som har formået at gøre den politiske midte til genstand for en lyrisk jubel. Vi skal også møde to af den nye tids politiske intellektuelle, som er stjerner på en anden måde, end vi er vant til, og vi skal have tre slags håb for klimaet, inden vi hylder en kamp mod racisme i Danmark, der er lige så overraskende, som den er livsbekræftende.

To nye intellektuelle

Jeg har tænkt meget over, hvordan Elon Musk forstår de sejrendes ideers kraft. Det er interessant, at han kalder dem for en »mind virus«, en virus, som overvinder den enkelte og besætter vedkommendes bevidsthed.

• I Elon Musks kapitalisme er staten et redskab, og suverænitet er til salg

Og han har i hvert fald ret i, at ideer har fået helt utrolige digitale vinger i vores tid, og at kampen om den fælles bevidsthed er blevet radikaliseret og kræver nye strategier. En af den ny tids intellektuelle på den amerikanske venstrefløj er Hasan Piker, som Ida Nyegaard har tegnet et portræt af. Han kan både være gammeldags klog og begå sig i klassiske offentlige samtaler. Men han kan også råbe og skrige med sine følgere på sociale medier og lade dem følge med ham i træningscenteret:

»I interview fremstår han intellektuel, bruger begreber som ’manglende konsensusvirkelighed’ og ’øracialiserede troper’ og underbygger ubesværet sine argumenter med referencer til sydafrikansk politik, amerikansk slavehistorie og borgerrettighedsaktivisten Kwame Ture,« som Ida skriver. Men foran sine egne følgere på Twitch udbryder han: »’Shut the fuck up! Shut your big ass up!’ Han bruger ordet bøsset som skældsord, og da en fan i chatten kritiserer hans sprogbrug, vrisser Hasan Piker ’Sut min pik’ ind i mikrofonen.«

Den mærkelige blanding af dannelse og muskelmand, af socialisme og kropsliberalisme, er måske forklaringen på, at han tiltrækker mange unge mænd:

• Kan han redde den amerikanske venstrefløj?

Vi har også talt med en rigtig MAGA-tænker, som lige nu er aktuel med en bog med titlen Weimar America. Hans navn er Rod Dreher, og som han fortæller Mathias Sindberg: »Det er ikke, fordi jeg vil brænde det hele ned til jorden. Jeg vil gerne rive det rådne ud og genopbygge.«

Og til os, der synes, det politisk e grimt nok i USA, siger han, at det kan blive meget værre:

»Jeg tror, at radikaliseringen kommer til at accelerere. Og jeg tror, at vi i USA er én stor økonomisk krise fra noget meget grimt. Det kunne være en autoritær venstrefløj. Det kunne være en autoritær højrefløj. Eller, som jeg selv tror, bliver det sandsynligvis noget, vi aldrig har set før.«

• MAGA-ideolog frygter, at MAGA-kampen er tabt til ekstremister

Tre former for grønt håb

Theis Ørntoft er en klassisk intellektuel, han skriver digte og romaner og engagerer sig i verdens sande tilstand med opråb og alarmer. Og han erklærer i en bog, som udkommer i næste uge, at den grønne omstilling er en løgn. Til gengæld lancerer han begrebet »mørkt håb«, og han fortæller Mikkel Vuorela, hvorfor mennesket ikke er håbløst:

»Jeg tænker, det er fuldstændig uundgåeligt. Hvis man ser bort fra helt ekstreme tilfælde, så oplever jeg mennesket som et væsen, der er ude af stand til at opføre sig, som om der ikke er håb. Jeg føler næsten, det er skrevet ind i universets materie, at håb spirer frem, hvor end der er liv. Jeg bliver opløftet ved tanken om, at mennesket skal finde en ny plads i økosystemet, og jeg opererer overhovedet ikke med undergangsscenarier, hvor mennesket uddør.«

• Theis Ørntoft finder håb, når Trump skader verdensøkonomien

Forfatteren og klimaforskeren Johan Rockström har en anden strategi til at blive ved med at tro på mennesket:

»Det er vigtigt, at vi ikke graver os selv dybere og dybere og dybere ned i fortvivlelsen, men i stedet vælger at holde de gode kræfter i hånden. Det er mit privilegium, at jeg kan gøre det. Og det er ikke svært: For gode kræfter er over det hele derude,« siger han til mig i en Langsom samtale. Og jeg behøver ikke engang se mod mesterskabsfesten i Aarhus for at tro på ham:

»Der er rigtig mange lysende eksempler i verden. Virksomhedsledere, lovgivere, borgere og lokalsamfund, som har opdaget, at bæredygtighed ikke bare er en moralsk forpligtelse. Det er også vejen til en mere attraktiv og intelligent fremtid.«

• Klimaforsker: Jeg undgår at blive vanvittig, fordi jeg holder de gode kræfter i hånden

En tredje form for grønt håb finder vi blandt tre arkitekter, som ikke vil blive ved med at bygge nyt. De er modstandere af en kultur, hvor vi rituelt river det gamle ned og bygger nyt i stedet. Som Kasper Bjørkskov siger til Otto Lerche: »Da vi begyndte at tale om byggestop, blev vi mødt med latterliggørelse. Folk sagde, at det var urealistisk, ekstremt og useriøst.«

Men nu er flere og flere blevet enige om, at det, de mente, var »ekstremt« og »useriøst«, er fornuftigt, og de er klar til en ny kultur:

»Hvis man tager de tal alvorligt, kan man ikke længere sige, at vi bare skal bygge bedre. Så må man også sige, at vi skal bygge langt mindre. Vi kan ikke bygge os ud af en krise, der i høj grad er skabt af overforbrug.«

• Arkitekterne, der ikke vil bygge mere

Danmark er forandret

Det var en mærkelig oplevelse, da Troels Lund Poulsen i denne uge erklærede, at han ville lave en borgerlig regering. At han ville være statsminister som faderen i det, de kalder for den borgerlige familie:

»Venstres formand er dømt til at mislykkes som kongelig undersøger. Troels Lund Poulsen har fået opgaven, men ikke mandaterne. Der findes ganske enkelt ikke en blå regering, han kan danne. Det er den enkle parlamentariske realitet bag den anden kongerunde,« som Lars Trier Mogensen skrev.

• Det er en umulig mission for Troels Lund Poulsen. Den blå regering findes ikke

Først forstod jeg det ikke. Troels Lund Poulsen er ikke kendt for at kaste om sig med drømmerier helt løsrevet fra realiteterne. Han står ikke og hopper og synger og lader sig forføre af vanvittige visioner om, at det umulige er muligt.

Men så gik det op for mig, at det han gør, er direkte afledt af AGF’s mesterskab! Før grinede alle ad AGF-fans, som sagde, vi skulle være mestre og med i Champions League. Ad, at aarhusianerne kom med helt urealistiske udmeldinger om deres eget holds storhed og slet ikke lod sig begrænse af virkeligheden. Og nu har Troels Lund & Co. set, at AGF-metoden virker. Sådan erobrede de Danmark, og kong Frederik kom til Vejlby for at fejre dem, og de fik den største fest siden Befrielsen.

Jeg tror, Troels Lund Poulsen har hørt AGF’s slagsange »De troede vi var døde og borte« og »Vi står stadig her. Svigter aldrig jer« og følt, at den mentalitet har Venstre brug for. De er jo også et gammelt storhold. Og så har han sunget dem for Stephanie Lose og sagt, at hvis AGF kan blive mestre, kan jeg fandme også blive statsminister. Det er, tror jeg, den ny normal efter AGF’s mesterskab. Dem, som var blevet regnet for tabere, og dem, som de synes var åndssvage, fordi de blev ved med at drømme, selv om det gik ad helvede til, har fået deres mesterskab.

»For aarhusianernes vedkommende kan man i samme stil sige, at dét, vi oplevede søndag aften, var de forhånedes triumf,« som en af Danmarks førende fodboldanalytikere Martin Østergaard-Nielsen bemærkede.

Troels har fanget AGF-metoden til at skabe dyb forandring: Enhver realist må kaste sig ud i vilde visioner.

Selvfølgelig gik det ikke for ham denne gang, fredag måtte han indse, at realiteterne dikterer, at han ikke kan lave en blå regering. Men altså han har heller ikke været igennem tre nedrykninger og tabt to pokalfinaler, og hans tilhængere har endnu ikke bevist, at de kan blive stærkere sammen af modgang.

Fire grunde til drømmernes sejr

Men Troels har forstået læren af mesterskabet: Kynikerne må give op, det her er drømmernes genkomst. Og der er mindst fire progressive moraler af AGF’s sejr.

Den første morale er, at vi kan slå de rige. Det bedste sammenhold og det stærkeste kammeratskab kan vinde over FCM og FCK, hvor landets oligarker som Anders Holck Povlsen og Lars Seier har købt sig til magt. Og i en verden, hvor vi er underkastet oligarker som Jeff Bezos, Elon Musk og Peter Thiel, og hvor alt synes til salg, er det en social triumf, at en klub, som er ejet lokalt og som tilhører byen, amatørforeningen, tilhængerne og fansene, kan vinde det hele:

»De har vist os, at pengenes magt kan brydes, hvis man har troen, viljen, sammenholdet og en træner, der giver spillerne psykologisk tryghed og sammenstrikker et koncept, der tillader individerne at udfolde deres potentiale til fællesskabets bedste. Og det er nok en fejring værd!«

• AGF har vist, at kollektivet kan slå kapitalen

Den anden er, at dem, der ikke kasserer de gamle, kan blive de bedste. Spillere som Jesper Hansen og Henrik Dalsgaard var blevet kasseret i FCM, fordi de var blevet »gamle«, og spillere som Gift Links og Erik Kahl var fiaskoer i flere år, inden de blev til stjerner.

Men de vandt sammen i AGF, fordi de ikke blev kasseret, og fordi de fik en chance mere, end de havde fået andre steder.

Mesterskabet er en triumf for dem, som passer på hinanden og ikke smider mennesker væk men holder sammen.

• Mere end en lokal forløsning

Det hænger selvfølgelig sammen med et sammenhold, der ikke bygger på sejre og succes, men på ubetinget loyalitet. Mattias Tesfaye har i et interview med Ida Nyegaard forklaret grundlaget for det sammenhold:

»Min passion for AGF er ikke til diskussion. Det er lidt ligesom, hvis du spørger en muslim eller kristen, hvornår de valgte at blive religiøse. De fleste vil svare, at de jo bare er vokset op med deres religion. De færreste går og overvejer, om de skal skifte religion.«

»Fodbold kom ind i mit liv før politik. Politik er noget, jeg aktivt har valgt at stille op til. Sådan er det ikke med tilknytningen til AGF, det er bare noget permanent i mig. Fodbold vil også være i mit liv, når jeg ikke længere er i politik.«

• Mattias Tesfaye er AGF-fan: »Jeg opdeler mine egne livsfaser i AGF’s trænerperioder«

Den tredje er, at vi kan besejre racismen. Da AGF fejrede mesterskabet på Tangkrogen i Aarhus kom Tobias Rahim på scenen og fortalte om en ven, som længe havde sparet op til en AGF-trøje. Og da han endelig kom på stadion med den, fik han at vide, at han var et »sort svin«, og han kunne aldrig blive en af de »hviieee«. Gyseligt! Rahim mindede om, at racismen dengang var udbredt på tribunen og fankulturen hærget af nynazistiske grupperinger: »Sådan nogle situationer har sat sig i nogle af os,« sagde han. Men det var fortid nu, slog han fast: »For mig er det her en fejring af, hvor AGF er i dag. Hvor byens hold er hele byens hold ... i alle vores smukke hudfarver.«

En bruger skrev i kommentarsporet til opslaget: »Ja tak! Jeg var barn i 80’erne og ung i 90’ernes Aarhus og har haft det svært med helt at være glad for sejren. Alt for mange dårlige minder har sat sig fast i både krop og sjæl. Så det her betyder utrolig meget. Og at det blev sagt højt, mens AGF-holdet var på scenen, nu findes det! Den fandens uhyggelige og voldelige racisme, hvor klubben blev taget som gidsel ... nu kan klubben endelig være for hele byen. Så vigtigt! Så af hjertet tak! Nu vil denne Aarhus-pige juble med.«

Det bemærkelsesværdige er, at vi i fodbolden har set en kollektiv indsats mod racisme i samme periode, hvor det modsatte er sket i dansk politik: For 25 år siden var antiracismen dominerende i politik, men marginaliseret på tribunerne. Det er ikke, fordi racismen er afskaffet på tribunerne, men den er blevet illegitim socialt, den bliver konfronteret og sanktioneret af klubberne. Så i dag er antiracismen dominerende i fodbolden, men marginaliseret i dansk politik.

Den fjerde morale er, at de, der kan udholde nederlag og fiasko sammen, etablerer stærke fællesskaber. Det er ikke guldet og triumf, som er vejen til solidariteten, det er derimod, at man står sammen og synger sammen og ikke ser på andre som tabere, bare fordi de taber. Det er helt rigtigt, som Matthias Dressler-Bredsdorff skriver, at det stabile blandt AGF-fans er »lidelseshistorien«:

»Da jeg for et par uger siden slentrede rundt i Aarhus en formiddag, gik det op for mig, hvad det er ved både byen og holdet, jeg godt kan lide,« skrev han for nylig i en klumme:

»Det er stoltheden. Stoltheden kombineret med, for klubbens vedkommende, tabets lovmæssighed. Andenpladsen som permanent tilstand. Lillebrorligheden som livsform.«

• Jeg vil så gerne blive AGF-fan

Information gør det umulige

Vi har jo forstået tidens tegn her på Information. Hvis AGF kan blive mestre, og hvis Troels Lund Poulsen kan lege statsminister, og hvis arkitekter kan blive enige om ikke at bygge nyt, kan vi altså også gøre det kedeligste i verden til noget poetisk. Villads Andersen har i denne uge opfundet meddigteren Peter Jensen, og de to har lavet et stykke til den politiske midte:

»Efter flere ugers intens debat om, hvorvidt højreorienterede eller venstreorienterede forfattere er bedst, melder en ny litterær bevægelse sig nu i kampen: midterdigterne. De vil ’rive lyrikken ud af kløerne på fløjene’, som alt for længe har ’domineret dansk litteratur’ og i stedet skrive en ’fornuftens poesi, der samler fra Rødovre til Ringkøbing’.

Det fortæller medstifter og midterdigter Peter Jensen, der til daglig arbejder som chefkonsulent i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. »Vi skriver ikke i opposition til andre, men i relation til andre,« siger han til Vores Version.

• Midterdigterne vil tage et opgør med yderfløjene i dansk litteratur

Det urealistiske er blevet realistisk , venner, og vi kan se på festen fra Aarhus, at virkeligheden er blevet smart igen.

Det er punk at være positiv
Rune