Søndagsvennerne
Jeg har det altid mærkeligt med at skrive om Trump. Han siger de vildeste ting og opfører sig, som om hele verden indretter sig efter hans vilje. Og det gør den jo simpelthen ikke: Klimaforandringer forsvinder ikke, bare fordi han benægter dem.
Hans magt er besættelsen af vores bevidsthed, og hans metode er den konsekvente overdrivelse. Der er på den måde en uheldig alliance mellem demagogen og journalistikken, fordi vi journalister også har en tilbøjelighed til at dramatisere, så vi kan stå så højt på bjerget som muligt og råbe sandhederne ud over byen.
Den tilbøjelighed, tror jeg ikke, nogen journalister kan sige sig fri af.
Så når jeg skriver, at der sker noget helt ekstraordinært i verden som følge af Trump, kommer jeg hver gang i tvivl, om jeg nu igen er gået over gevind og har givet efter for sensationalismen.
Sidste lørdag skrev jeg en leder om hans genindsættelse som historisk begivenhed.
»Når Donald Trump i dag bliver genindsat som amerikansk præsident, vil den orden, som under Anden Verdenskrig blev døbt Den frie verden, være blevet den gamle verden,« skrev jeg lørdag nat, og da jeg læste det søndag morgen, synes jeg, at det lød overdrevet. Er det ikke bare noget, han råber fra scenen?
Men jeg syntes også, at det var rigtigt. Han lover et opgør med hele det system af antagelser og institutioner, som amerikanerne efter Anden Verdenskrig ville gøre til fundamentet for en bedre verden. Den Verden døbte de the Free World. Jeg skrev lederen og sendte den til gode kolleger. Vi snakkede lidt frem og tilbage og blev enige om, at det er vildt, det er sådan, men at det er rigtigt.
Jeg var igen betænkelig, da jeg stod op mandag morgen: Var det alligevel ikke en overdrivelse? Vi havde endda skrevet det på forsiden. Det diskuterede vi så på vores morgenmøde herinde, heldigvis har vi hinanden.
Mandag eftermiddag var jeg så sammen med min ideologiske modstander og gode podcastkammerat Bjarne Corydon i Bremen Teater i København, hvor vi var så heldige, at flere hundrede mennesker var lige så optaget af Trumps indsættelse, som vi var, og gad lytte til os i 90 minutter.
Her blev vi enige om, at på en dramaskala, hvor en Nicolai Wammen-finanslov er 1 og besættelsen af Danmark er 10, ligger Trumps genkomst et sted mellem 7 og 8. Højere end Murens fald.
I kan selv høre seancen her:
Lyt med her
Om aftenen så jeg så den bizarre ceremoni, hvor Trump blev indsat som præsident, og han satte præcis den ekstreme fornemmelse, som præger vores forhold til ham, på spidsen:
»Jeg vil i dag underskrive en serie af præsidentielle dekreter. Med disse handlinger vil vi begynde den komplette genskabelse af USA og en revolution af den sunde fornuft. Det hele handler om sund fornuft,« sagde han.
Det slående var, at han gav et filosofisk begreb til sit projekt: En revolution af den sunde fornuft. Og er det ikke det, der er sket? Grunden til, at han selv kan blive præsident igen, er, at den sunde fornuft, som tilsiger, at en mand, der har gjort, hvad han har gjort, og sagt, hvad han har sagt, burde være helt færdig i politik, allerede er revolutioneret.
Det har jeg skrevet den her klumme om:
Det sjove er, at Trump implicit henviser til en revolutionsklassiker, som vi har udgivet her på Information Forlag for mange år siden: Common Sense af Thomas Paine. Det er et lille ekstremt effektivt kampskrift, som man kan bruge imod Trump den dag i dag.
Jeg havde glemt, hvor vildt det skrift er. Men jeg genlæste den, og jeg vil dele glæden og ilden med jer, så jeg har aftalt med vennerne på forlaget, at I kan få det lille mesterværk leveret for en vanvittigt lavt pris, hvis I bruger det her link:
Køb bogen her
Det her er en tid, hvor vi deler revolutionære skrifter og indstiller os på, at en revolution har fundet sted.
Jeg slutter denne uges nyhedsbrev med et brag af et opråb fra en mand, der har været i det, der for andre ville være den mest nedslående og triste kamp i hele sit liv. Og han forklarer, hvorfor alt det her mørke, som vi går og tumler med, også er en anledning til at få det bedste ud af livet og hinanden.
Det ender med andre ord lykkeligt.
Men lad os først se på revolutionens momenter.
FEM MOMENTER I TRUMP-REVOLUTIONEN
1. Grønlandsrevolutionen
Hvis man vil forstå, hvordan den sunde fornuft kan revolutioneres af sociale mediemaskiner i hænderne på politiske demagoger, kan man sammenligne to artikler af vores mesterlige unge journalister Anna Ravn og Nicolas Adserballe.
Anna har talt med en af de unge mænd fra Grønland, der efter Donald Trump Jr.’s besøg i Nuuk endte med at blive brugt som argument for, at USA hellere måtte overtage Grønland. Oliver Bech på 19 år, som går ind for grønlandsk selvstændighed, ville gerne møde Junior, da han kom til Nuuk, fordi han ville høre noget om, hvordan man skaber »politisk gennemslagskraft«.
Efter de havde snakket lidt sammen, spurgte en af amerikanerne, om han ikke ville stille op til et fællesbillede. Den slags er svært at sige nej til. Men som Bech siger til Anna:
»Det var lidt naivt at tro, at billedet ikke ville blive brugt politisk.«
Billedet blev senere brugt af Trump senior, som skrev: »Grønland elsker Amerika og Trump.«
Nicolas har i Washington mødt flere Trump-tilhængere, der ikke ved meget om Grønland, men som har fulgt Trump-klanens rejse til Nuuk. Og som en af dem siger til vores mand i USA’s hovedstad:
»Er det ikke et ret fucked forhold, Danmark har til Grønland?« som Pierce Lowary, spurgte: »Vil grønlænderne ikke gerne slippe for racismen og befries?«
Sådan er det på én dag i Nuuk lykkedes den unge Trump at gøre de folk, som de hævder at ville frigøre, til rene rekvisitter for deres politiske propaganda.
Der er heldigvis en virkelighed uden for Trumps propaganda. I den verden kan man håbe, at grønlænderne og danskerne kan blive enige om, at den største trussel mod deres og vores interesser er Donald Trumps besiddertrang.
Men det kræver en gensidig forståelse, temmelig store indrømmelser, svære forhandlinger og en forsoningskommission, hvis Danmark og Grønland skal opbygge en fælles front mod Trumps imperialisme.
Den eminente Johanne Breum Jacobsen har talt med Danmarks første arktiske ambassadør nogensinde, Klavs A. Holm, som her viser vejen fremad:
Hvis man vil forstå, hvad det er, som er helt forandret i forholdet mellem Grønland, Danmark og USA, vil jeg anbefale, at man forkæler sig selv med fortælleren Mikkel Vuorelas autoritative historiske rekonstruktion.
Det kommer I ikke til at fortryde:
2. Den anti-grønne revolution
Trump kan ikke lide vindenergi og elbiler. Han kan faktisk ikke fordrage dem. Og allerede på sin første dag tilbage i Det Hvide Hus gik han målrettet efter dem med sine præsidentielle dekreter. Det er noget skidt for verden, men i det lange løb bliver det værst for dem selv, fortæller Kristian Jensen, der er administrerende direktør i Green Power Denmark.
»Det vil gøre USA til en sort ø i et grønt hav. Kina, Europa og store dele af resten af verden har sat en grøn kurs, så på længere sigt vil det ikke gøre USA til en vindernation,« siger Kristian Jensen til gode gamle Jørgen Steen Nielsen.
Her hjælper ingen revolution af den sunde fornuft USA.
3. Skatterevolutionen
Et af Trumps vildeste projekter er, at han vil erstatte indkomstskat med toldsatser. Det erklærede han også på sin første dag tilbage i Det Hvide Hus. Hans forbillede for den kolossale operation er præsident William McKinley, som regerede fra 1896, indtil han blev skudt i 1901.
Hvordan det skal ske, kom Trump ikke nærmere ind på.
Til gengæld har han allerede underskrevet papirer, som skal forhindre, at amerikanske selskaber bliver beskattet i andre lande. Men, men, men forklarer en af verdens, ifølge mange iagttagere herinde på tredje sal på Information, førende Frankrigskorrespondenter: Det bliver sværere, end Trump tror:
4. Kønsrevolutionen
Det mindede mig lidt om dengang Irans fundamentalistiske præsident Mahmoud Ahmadinejad erklærede, at der ikke fandtes homoseksuelle i Den Islamiske Republik Iran, da Donald Trump fra sin præsidentielle talerstol dikterede, at der nu kun findes to køn i USA: Mand og kvinde.
»Man skal passe på med at lade sig rive med af symbolske udmeldinger og ideologisk spin,« skriver Anna von Sperling i denne klumme.
Det er jo ikke sådan, at selv den mest brølende kommunikationskanon kan kommandere hele USA’s befolknings selvopfattelse på plads. Men det er et had, som bliver legitimeret af præsidenten, og en brutalitet, der bliver udbredt:
»Det er et modbydeligt eksempel på, at en minoritet gøres til prygelknabe. Og man kan mene, hvad man vil, om den plads identitetspolitikken har indtaget på venstrefløjen, men i det aktuelle politiske klima er der behov for, at USA’s seksuelle og kønsmæssige minoriteter kan stole på deres allierede.«
5. Kropsrevolutionen
Vi er i sæson for intense Trump-læsninger. Fortolkninger af alle hans ord og posteringer og signaler. Og her går Informations Lærke Cramon selvfølgelig allerforrest, idet hun i denne uges Vores version i Moderne Tider tager fat på Donald Trumps dansebevægelser. Hun har studeret hans dans minutiøst og når frem til den overraskende konklusion, at du kan se hans neokolonialisme i albueleddet, og at han i øvrigt har et fordøjelsesproblem.
Lærkes læsning er det definitive forsvar for den sunde fornuft mod en revolution, som vi er modstandere af.
Meningen med livet
Hvis du har gået og savnet et aktivt fællesskab, som du kunne bidrage til, og hvis du også savner den solidaritet, der ligger i den fælles kamp for et højere gode, og hvis du har efterlyst en indsats, hvor alle kan bidrage med det, de nu engang kan, ja så er klimakrisen, ifølge den amerikanske forfatter Kim Stanley Robinson, en gave.
»Du får engagement, du får en højere mening ud af kampen for at beskytte dine slægtninge i hele verden og i fremtiden. Kan det føre til momenter af stor glæde? Det mener jeg helt bestemt,« sagde han, da jeg talte med ham for et par uger siden.
Skal vi ikke tage den? Jeg tager den.
Tænk på alt det, vi kan udrette sammen.
Vi er allerede i gang, venner.
Det er punk at være positiv.
Rune
